RING: 02060 E-POST: 02060@nettavisen.no
Ønsker du å sende video eller andre dokumenter? Benytt 02060@nettavisen.no
Kontakt oss

"Østre Skøien" som i dag kalles "Nordre Skøyen" er et av klenodiene i Østensjø bydel.
"Østre Skøien" som i dag kalles "Nordre Skøyen" er et av klenodiene i Østensjø bydel.

Østre eller Nordre Skøien hovedgård

I mai 1906 var det en lang artikkel om Østre Skøien i AkersPosten skrevet av Fr. Macody Lund. Den begynner med en lengre utredning om hva Holger Drachmann synes om Norge og folkene som bor der.

Han sier "Menneskene ere tunge og ensomme, og en formyndersyg Politikk har berøvet dem endog et saa uskyldig optøende Middel som en hyggelig Kro." Men her skal vi prøve å konsentrere oss om historien til det som vi kaller Nordre Skøyen. Da gården ble delt, ble Østre Skøien til Nordre og Søndre Skøien. Skøien staves i våre dager Skøyen. Jeg har måttet forkorte artikkelen:

Østre Skøien er blant de første Gaarde i Aker Hered hvortil det knytter sig adskillig Interesse. Bare i Navnet ligger en Historie. Allerede vor store geniale Historiker P.A. Munch gjorde opmerksom paa, at alle Gaardsnavne, som ende paa vin, ere de ældste Vidnespyrd om fast bosiddende, agerbrugende Mennesker. Ordet Vin betyder Græsgang. Heri ligger en hel Landbrugssaga, men i Egennevnet Skøyen ligger ogsaa en alminderlig kulturhistorisk Saga, som fortæller om Skjønhedssans og Naturglæde.

Alle Gaarder med dette Navn ligger høit og vakkert med vidt Udsyn, hvilket bare Navnet udtaler; det heder paa gammelt norrønt Skaadvin, senere Skaadin, Skojin. Det betyder altsaa Græsgangen med det vakre Udsyn. Alle Skøiengaarde ligger vakkert. Et mer træffende Navn paa Østre Skøyen kunde de indvandrende Nordmænd for 2-3000 Aar siden ikke have fundet.

Gjestgiveri

Da Skøien i det 18de Aarhundrede eiedes af en af Christiania Patriceier-familier, har det derfor uden tvivl været et af de Steder, som reisende udenlandske Standspersoner har besøgt. Leopold von Buch siger i sin "Reise durch Norwegen und Lapland" om Skøien, at det er Kronen mellem alle Landsteder omkring Christiania. Her ligger udbredt for ens Blikk hele den herlige Natur; Fjorden og Byen og Fjeldene blive helt nye igjen, som om man aldrig før havde seet dem"

Og det samme er Tilfældet i dag som for Tusinder af Aar siden, da den første Nordmand saa det og døbte det kort og malende: Skaadvin!

Skøien hører altsaa efter sit Navn til Norges ældste Gaardsbrug og selvfølgelig da ogsaa til de bedre. Det maa derfor have været eiet af Stormandsslegter. Dessværrre kjender vi ikke Navnet paa nogen af de tidligere Eiere.

Den ældste Eier, som vi vide om, er Biskopsstolen ved St. Halvards Domkirke og Nunnuklaustrit i Oslo, hvilket sidste i Slutten at det 14. Aarhundrede mageskiftede sin Del til Biskoppen, som da blev Eier af den hele Gaard.

Paa Skøien oprettede Nonneklosteret eller St. Halvards Kirke et Saaluhus d.v.s. et Slags Gjestgiveri for fattige Pilgrime, som der kunde tage ind paa sin Færd til hins helga Halvards i Oslo, - enten frit eller for en ringe Betaling.

Gothiske Ornamenter

Kjelderne under Vaaningshusets Hovedfløi ere uden tvivl Levninger af den første Etage i dette Saaluhus; thi Murene i disse Kjældere synes paa middelaldersk Vis, og der findes her og der Levninger af gothiske Ornamenter, saaledes paa et Par Steder velbevarede Quatresøiler det er et firkløverbladlignende Ornament; eller fire Ringe inde i en større, indhugget i Pannel i Stenen.-

Senere Eiere have ved en Terrassebygning fyldt Jord udenom disse Mure, som nu mestendels ligge under Jorden, og de gamle middelalderske Rum, hvor fromme Pligrime laa og drømte om, hvilke Herligheter og Merkeligheter de skulde faa se i hins helga Halvards Stad, have nu i 2-300 Aar været Kjældere, hvor Vinflasker, Saftflasker, Poteter og Kaalhoveder drømmeløst afventer sin Skjæbne.

Jørgen Pløen

Ved Christian den IV's Kirkerevolution gikk Skøien som alt Gods, som laa under Biskopene, til Kronen. Den næste private Eier, som vi nu med Visshed kunne pege paa er en Anders Boysen, som i 1685 i Pantebogen er opført som Eier af Skøien.

Det må antages at Gaarden længe have været i denne Families Eie indtil Anthon Boysen Schøyendahl da han i 1750 solgte Garden til den bekendte Christiania Købmand Jess Carlsen. Denne døde som ugift i 1773 og efter hans Død gikk Skøien ved Arv over til Jomfrue Withe Sofie Sørensen, som ved Skjøde af 1779 afhendede det til en Ole Riise.

Denne Ole Riise har været uden Livsarvinger; thi i 1780 sees han at have faaet kongelig Stadfæstelse paa Testament, hvorved Jomfru Annechen Fuglberg var indført som Arving til alle hans Eiendele.

Ved Annechen Fuglberg, som har været et godt Gifte, kom Skøien atter over til kjendte Navn; thi ikke mange Aar efter blev hun gift med den fra Holstein indflyttede Handelsreisende og senere rige Kjøbmand Jørgen Pløen, som eiede og boede i det nuværende Hotell Britannia.

Det var nu Trælastadelens Glanstid i Christiania og ogsaa Skøien har visselig havt sine festlige Dage. I de store Stuer, som efter sin Stil Jess Carlsen maa have moderniseret, har man svunget sine Bægere, og svunget sine Damer, bukket og neiet og gjort sine Compliments i Francaiser og Menuetter, Medens dansetrætte florklædte, lyserøde unge piger have svalet sig under den dunkelgrønne Alles Løvhvælv, som strækker sig som et Kirketag til begge Sider af Huset, og i Havens mange Smuthuller og grønne Tusmørke har det 18de Aarhundres galante Flirt havt fortrinlig til Idèassiciationer for sin sentimentalt iklædte Kurtise.

Men den glade tid tog Slut.

Jørgen Pløen døde selv som den rige Mand han havde været, - i 1817, og hans store Formue tilfaldt hans Datter Louise, som i 1805 var bleven gift med Stiftsamtmand i Christianssand Nicolay Emanuel Thygeson. Han bød de mægtige herrer Trods og fik igjennem Sagbrugsrettigheder til Gavn for de hedemarkiske Bønder.

Den samme Beslutsomhed viste han under Krigsaarene som Stiftsamtmand i Christianssand. Kornmangelen var i dette Amt større end i noget andet søndenfjelds. Ved sin egen Formue og sin Kredit kjøbte han for egen Regning store Partier Korn, som han liberalt afhendede, foruden at han selv foretog farefulde Reiser til Jylland, hvor han selv havde Forbindelser, for at lede Korntilførselen.

I 1803 blev han Stiftsamtmand i Ckristiania. I 1814 var han Christian Fredriks intimeste Raadgiver og ivrig Tilhænger af Selvstendighedsparteiet, men af Frygt for Konfiskation af sine store Godser i Jylland reiste han hjem til Danmark. Danmark havde sine økonomiske Efterveer som Norge, og det skaanede heller ikke Thygeson.

I 1828 blev han nødt til at sælge sine danske Godser og flyttede i 1830 til Skøien, som i 1823 i Skiftesamling i Jørgen Pløens Bo var bleven tildelt ham som Pløens eneste Arving.

Men den festglade Thygeson har neppe givet glimrende Middage og Selskaber, som han var kjent for baade fra Christiania og Christianssand. Thi han var ikke bare, som de fleste Rigfolk fra de glade Dage omkring 1800, en forarmet, men tillige en uretfærdig forfulgt Mand som trængte Hvile.

Som alle Mennesker, hvem Livet og Menneskene har faret haardt med, var han glad i dyr. Hunder og Katter var hans Selskab i Ensomheden, og i sin Hjertegodhed kunde han ikke nænne at dræbe sine Dyrs Afkom. En gammel kvindelig Slægtning har fortalt mig at hendes Fader, som var Thygesons Ven, paa et Besøg paa Skøien fandt ham optagen med at udvikle Dyrevarieteter. En sextaaet Katteslegt lever endnu igjen paa Skøien som Erindring om Thygeson.

Thygeson fik ikke Fred. Carl Johan forfulgte ham ogsaa her i sin nervøse Utryghedsfølelse, og Kreditorene fandt Skøien og de Thygeson blev jaget ud og flyttede i 1830-Aarene til Paris.

Men ungdommens glade Minder drog den rodløse Mand endnu en Gang tilbage. Thi i 1850-Aarene besøgte en gammel Mand Skøien, hvor han gikk rundt overalt fra Kjælder til Loft, i Haven og i Lysthuset og saa om sig om som til endnu et sidste Farvel.

Amtmand de Thygeson døde i 1860 i Zürich som den hjemløse Mand.

Med Thygeson er ogsaa Skøiens Herregaards Tid forbi. Det blev ved Salget i 1830-Aarene skiftet i 2 Gaarde, nordre og søndre Skøien. En Slagter kjøbte Nordre Skøien, og i 1850-Aarene blev det solgt til en af Akersbygdens Bønder, Ole Peter Aas, i hvis Familie det har været indtil den store Jobbetid i 1890-Aarene, da Enkefru kgl. Fuldmægtig Aas solgte Gaarden til et Konsortium, som skulde sønderlemme den til Villabebyggelse.

650 Maal Jord

Det her i Bladet viste Billede er efter et Fotografi, taget fra Gaardsrummet. Til høire sees den nordre Fløi, hvorpaa siden Tyygesons Tid er bygget en Etage, ved at løfte Tagskjægget. Partiet med Taarnene er Bagsiden af Hovedfløien.

Med Undtagelse af den gjorte Paabygning præsenterer Gaarden sig som en af Landets allerældste Herregaardsbygninger, - om ikke den ældste.

Det største Taarn skriver sig aldeles vist fra det 17de Aarhundrede, hvilket et Auktionsskjøde af 1709 viser, idet det udtrykkelig nævner et Seierværk med tilhørende Klokke. Seierværker (Uret) er til endnu og sees paa Bildet.

I samme Skjøde omtales 7 Jernkakkelovne, hvilket et meget stort Antal i de Dage. Gaarden havde da 11 meget store Værelser, foruden flere smaa Kammerser. Det udover Muren liggende Værelse med de mange smaa Ruder i det lave Taarn er Gaardens alderdomligste Rum. Dets Listverk presenterer sig fra Christian IV's Tid eller iallefald neppe efter 1650.

Forresten bærer Værelserne Præg af den Omkalfatring som Jess Carlsen har foretaget, hvorom Vindfløyen paa Taarnet med sit "J.C. 1762" bærer vidne. Imellem de 2 Taarne har i Fortiden været Indkjørselsport, hvorigjennem Herskabets Karosser have kunnet kjøre fra den Allè af Grantræer, som førte op fra Østensjøveien ned ved den nuværende Jernbanestation, og lige op i Gaardsrummet.

Nordre Skøien udgjør nu efter Delingen bare ca. 650 Maal Jord, og skulde kunne føde ca. 70 Kjør, men kan ikke engang føde 30 kjør og 6 Heste, hvilket Faktum er den rene Fordømmelsesdom over den fordærvelige Brugsmaade, som i mange Aar har været drevet i Akers Herred at avle bare Høi og kjøbe Gødsel. Slig er ikke Gaardsbrug men Gaardsmisbrug.

Det udstrakte Leilændingsvæsen i Middelalderen var ikke saa uheldig, som man har troet; thi ved Lov var det Leilændingen paabudt for hver 6 Skjæppers Udsæd at holde en Ko, for den nødvendige Hævds Skyld.

Nåtidens mennesker reiser over hele verden for blant annet å oppleve historiske bygninger og lære om fortiden. Vet vi å besøke og å sette pris på historie og historiske bygninger i vårt nærområde? For øvrig er det snart på tide med vedlikehold av bygningene på denne gården.

Lik Nettavisen her og få flere ferske nyheter og friske meninger!

sterke meninger

Nettavisen vil gjerne vite hva du mener om denne saken, og ønsker en frisk debatt i våre kommentarfelt. Vær saklig og respektfull. Les mer om Nettavisens debattregler her.

Gunnar Stavrum
sjefredaktør

comments powered by Disqus

Våre bloggere